Sognepræstens klumme

Sognepræsts skifte

Kære Alle,

Snart er endnu en sommer forbi, og vi går langsomt ind i den periode, hvor mange kirker landet over forbereder høstgudstjenester. Vi fejrer Guds uendelige gavmildhed og siger ham tak for alle de gaver, som han giver os, ikke blot sommerens frugter, men hele året rundt. Det er meget at være taknemmelig for.

For vores menighed er denne høstperiode præget af vagtskifte på sognepræst-posten.

Her vil jeg gerne på hele menighedens vegne sige en kæmpe tak til p. Herbert for hans mangeårige virke iblandt os. Vi siger dig tak for alt du har sagt, gjort og været for os.

Dit kontors dør viser meget fint den måde, du er menneske på. Den står altid åben. Morgen, middag og sent om aftenen. Sådan er du åben for alle. Med et lyttende øre og en hjælpende hånd. Tak for, at du på den måde vidner om Guds eget hjerte, som ikke udelukker nogen og er åbent og varmt for alle.

Vi siger naturligvis ikke farvel til dig og vi ser frem til dit virke i menigheden som andenpræst.

Sognepræster ændrer sig, men Hyrden forbliver den samme. Det er i Hans hænder, vi må endnu en gang lægge vores menighed og alle, som er knyttet til vores kirke. I Hans hænder lægger vi alle, som kommer ind i kirken for at bede, eller bare tilbringe en stille stund. I Hans hænder lægger vi alle syge og svage fra vores menighed. Alle de, som går gennem vanskeligheder og problemer.

I Hans hænder lægger vi alle de mange mennesker fra vores by, som hver dag går forbi vores smukke kirke.

Kære venner, i begyndelsen af mit virke som sognepræst tillader jeg mig også at bede jer ydmygt om en bøn. Jeg er klar over mine begrænsninger og svagheder. Men jeg er også sikker på, at vi med Guds hjælp vil kunne gøre nogle fantastiske ting sammen for vores menighed og for vores by. Det er mod Ham, vi sammen skal rette vores blik.

Lad mig slutte med nogle ord, som jeg henter fra Visdommens bog. En varm tak til enhver af jer, som gerne vil gøre dem til en bøn for jeres nye sognepræst:

Mine fædres Gud, barmhjertighedens Herre,
du, som har skabt alle ting ved dit ord
og med din visdom har sat mennesket i stand til at herske over de skabninger, du har ladet blive til,
at styre verden med fromhed og retfærdighed
og holde dom med retskaffenhed:
Skænk mig visdommen, hende som har pladsen ved siden af din trone,
udeluk mig ikke fra dine tjeneres flok.

For jeg er din træl, søn af din trælkvinde,
jeg er et svagt menneske og lever kun kort,
jeg forstår mig kun lidt på lov og ret.
Selv den, der er fuldkommen blandt menneskenes børn,
vil være for intet at regne, hvis han ikke har visdommen, der stammer fra dig.
Hos dig er visdommen, hun som kender dine gerninger,
som var til stede, da du skabte verden,
som ved besked om, hvad der er godt i dine øjne,
og hvad der er ret efter dine bud.
Send hende ud fra den hellige himmel,
ja, send hende fra din herligheds trone,
for at hun kan være sammen med mig og arbejde,
og jeg kan lære, hvad der er dig til behag.
For hun ved og forstår alting,
klogt vil hun vejlede mig i mine handlinger
og beskytte mig med sin herlighed.
Så skal mine gerninger være dig til behag,
jeg skal dømme dit folk retfærdigt
og være min fars trone værdig.
For hvilket menneske kan lære Guds plan at kende,
eller hvem kan udtænke, hvad Herren vil?

Må Gud velsigne jer alle!

 

P. Kris

Pave Frans i Lund

Kære menighed!

Den 31. oktober har budt på en enestående begivenhed – pave Frans var i Lund for at deltage i mindehøjtideligheden for Reformationens 500 år. Mindehøjtideligheden for Reformationen er ikke for de evangeliske kristne en anledning til at juble over splittelsen. I ”Fra konflikt til fællesskab”, som er fælles luthersk-katolsk dokument om højtideligholdelse af Reformationsjubilæet i 2017 kan vi læse: ”Når evangeliske kristne i året 2017 vil fejre årsdagen for Reformationens begyndelse, fejrer de ikke dermed kirkesplittelsen i Vesten. Ingen teologisk ansvarlig kan fejre de kristnes splittelse.” (nr.224) Det er snarere et spørgsmål om evangeliets udbredelse i fællesskabet. Det kommende år skal være en tid for besindelse, samvittigheds renselse og omvendelse både for de evangeliske kristne og katolikker. I Lund blev der undertegnet fem økumeniske imperativer forpligtende både for lutheranere og katolikker. Det første imperativ går ud på at arbejde sammen ud fra enhedens perspektiv, altså ud fra det, vi har til fælles. Det er udgangspunktet for stræben efter den fulde enhed. Helt konkret betyder det, at vi først og fremmest tænker om hinanden, at vi er kristne, at vi tilhører Kristus i kraft af vor dåb. Vi har brug for omvendelse og omlægning af vore tanker. I stedet for at se det negative, skal vi prøve på at se det positive. I stedet for at gå ud fra det, der skiller os, tage udgangspunktet i det, der forener os for således at kunne se den levende Kristus iblandt os, selv om vi er splittet. Det er meget interessant, at Paulus irettesætter korinterne for den splid, som findes iblandt dem, samtidig med, at han ikke frasiger menigheden dens oprindelige betydning, når han skriver: ”… I er Guds mark, Guds bygning.” ( 1 Kor 3, 3-4.9) og ”Kristi legeme” (jf. 1. Kor 12,27). De kristnes splittelse ophæver ikke de åndelige rigdomme og nådegaver, som Gud har givet os, selv om splittelse og tvist i høj grad hindrer os i tydeligt at se ”Kristus i os, herlighedens håb” (Kol 1,27). Omvendelse indebærer således anderkendelse af Jesu Kristi rigdomme selv i dem, som vi har svært ved at blive enig med. I øvrigt giver den ignatianske spiritualitet os et princip, som er grundlaget for de åndelige øvelser af Ignatius af Loyola omkring gensidig tillid: ”at alle gode kristne er mere villige til at optage næstens ord i den bedste mening end til at fordømme dem. Kan man ikke retfærdiggøre hans ord, må man spørge ham, hvordan han forstår dem, og viser det sig, at han svæver i vildfarelse, må man vise ham kærligt til rette. (Ex 22). Det er den fremgangsmåde, vi skal stræbe efter i økumenisk dialog. Vi må tage alvorligt Jesu ønske om de kristnes enhed. I den ypperstepræstelige bøn beder Jesus for sine venner: at de må være ét. Det forpligter os. Et alvorligt skridt fremad er gjort i Lund og Malmø. Vi skal nu gå vejen videre. Den er ikke nem hverken for os eller for de evangeliske kristne. Men den er fælles. På denne vej møder vi mange udfordringer. Men den er fælles. Vær ikke bange for denne vej. Vi deler vore troserfaringer med hinanden. Foran os har vi to økumeniske tiltag: stalden foran kirken i adventstiden og bedeugen i Evangelisk Alliance, som er i 2. uge i januar med gudstjenester hver dag i en anden kirke, som jeg på det varmeste opfordrer til at deltage i. Fra den 18. til den 25. januar måned er den internationale bedeuge for de kristnes enhed.

Velsignet adventstid og en glædelig Jesu fødselsfest ønskes hjertelig af
jeres sognepræst
p. Herbert

Jubelår 2015 - 2016

 I den jødisk-kristne tradition er jubelår også kaldet Helligt år. Det er en tid, hvor vi bliver mindet om vor oprindelse og hvor Gud skænker særlige gaver til sine børn.

Pave Frans har bekendtgjort sin beslutning om det ekstraordinære jubelår 2015 – 2016 præcis på anden årsdagen for sit valg til pave. Dette jubelår skal fejres som ”det hellige barmhjertigheds år”. Det begynder den 8. december – på festen for Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse. Det er vor kirkes navnedag. Derfor er det mit håb, at mange menighedsmedlemmer den dag vil deltage i højmesen kl. 16.30. Muligvis venter os en overraskelse. Jubelåret slutter den 20. November 2016, som Jesus Kristus, Universets Konges fest.

Det er ikke tilfældigt, at jubelåret begynder den 8. december. Det er 50 års dagen for 2. Vatikankoncilets afslutning. Med taknemlighed mindes vi konciliet, det store kirkemøde, som har dannet grundlag for Kirkens fornyelse, en fornyelse, som ikke er afsluttet. Kirken ændrer sig ikke, men den fornyer sig. Kirken er altid den samme, men den oplever forskellige faser for udvikling. På nuværende tidspunkt i historien har vi brug for mere end nogensinde før at erfare Guds barmhjertighed. Det er derfor, at pave Frans sætter Guds barmhjertighed i centrum af jubelåret, og opfordrer os til ved at betragte og opleve Guds barmhjertighed i vort liv, selv at være barmhjertige.

Evangelietekster i de almindelige søndage i kirkeåret er taget fra evangelisten Lukas. ”Barmhjertighedens evangelist” bliver han kaldet. Alighieri Dante siger, at evangelisten Lukas er en ”scriba mansuetudinis Christi", hvilket betyder en "forfatter, der beskriver Kristi mildhed". De velkendte lignelser om det fortabte får, om den tabte drakme, om den fortabte søn, eller om den barmhjertige far findes netop i Lukas evangeliet.

I jubelåret lægges vægt på tilgivelse og syndernes forladelse. Alle kan få del i tilgivelse ved selv at tilgive og i syndernes forladelse ved selv at forlade synder. Alle er således indbudt til at forny relationer både til Gud og næste. Jubelåret giver desuden mulighed for at gå i dybden i troen og til på en fornyet måde at engagere sig i troslivet gennem det personlige vidnesbyrd.

Symbolikken med de åbne døre, som kun står åbne i det hellige år, går ud på det samme. Frelsen er et tilbud for alle. Alle kan erfare Guds barmhjertighed og alle kan træde ind i Guds herlighed. Gud holder ikke op med at elske os, at vise os sin barmhjertihed, men det kommer an på os, om vi vil tage imod og gå ind igennem den hellige port.

I begyndelsen af sin tid som pave sagde pave Frans: ”ordet barmhjertighed, ændrer alt. Det er det bedste, som vi kan høre. Dette ord vil ændre verden. En lille smule barmhjertighed, gør verden mindre kold og mere retfærdig." (Angelus, d. 17 marts 2013).

En anden gang erklærede paven: ”I dag er der behov for barmhjertighed, og det er vigtigt, at lægfolk lever det og bringer den til deres sociale omgangskredse. Fremad! Vi oplever en barmhjertigheds tid. Det er netop barmhjertighedens tid” (Angelus, d. 11. januar 2015).

I sit fastebudskab for 2015 skrev pave Frans: ”Hvor jeg ville ønske, at steder, hvor Kirken, især vore sogne og kommuniteter, blev til barmhjertighedens steder”.

Jeg opfordrer alle til at gøre brug af de forskellige aktiviteter, som tilbydes, især i jubelåret i vor menighed. Lad os udnytte denne nådens tid til åndelig fornyelse. Lad os med fornyede kræfter stå sammen i nyevangeliseringen, i udbredelsen af budskabet om Guds store barmhjertighed til os mennesker, til ethvert menneske. I ønskes alle en glædelig jul. Lad os sprede barmhjertigenden på verdens ligegyldighedens hav og lad os med positive tanker gå ind i det nye år 2016.

Jeres sognepræst
p. Herbert

Fredslyset fra Betlehem

 

Jeg behøver ikke at tale om mangel på freden i vor verden. Jeg vil nøjes at sige, at der i det 21. årh. ikke gik en dag uden kampe, uden blodsudgydelse, uden krig. Som kristne må vi dog aldrig sige ja til krigen, sige ja til at dræbe andre. Til hver tid skal vi forsvare livet.

Fredslyset, som i adskillige århundreder har brændt i Jesu fødselsgrotten i Betlehem, skal minde mennesker om, at Jesus er det evige lys, der er kommet til vor verden for at bringe fred, forsoning, forståelse og fællesskab for alle mennesker. Dette levende lys skal ikke slukkes. Tværtimod. Det skal bringes ud og spredes blandt mennesker, folk og nationer for således at indgyde nyt håb i menneskenes hjerter, et håb om, at fremtiden tilhører Guds herredømme, at Han er sejrherre, at hans rige vil komme.

Sct. Georgs Gilder bragte Fredslyset ud i Danmark. Nu er det en tradition. I flere byer tager kirker, rådhuse, offentlige institutioner og ikke mindst private personer imod fredslyset. Dette lys bor i den katolske Sct. Laurentii Kirke. Nu kommer det også til at finde sin faste plads i Aarhus, i vor kirke. Det lille våbenhus er vi i gang med at indrette som ”Fredskappel”. Selve lyset bliver bragt onsdag den 25. november (Niels Steensens mindedag) kl. 10.30. Kl. 11.00 afholdes en kort andagt. Ved slutningen af andagten tændes flere lys, blandt andet det lys som senere på dagen bliver modtaget på Aarhus rådhus og i Vor Frue Kirke i Vestergade.

Endelig kan alle, der har lyst, få tændt et lys ved fredslysets flamme og bringe det til sit hjem. I kirken kan der købes »gravlys« til »hjemtransporten«, men det sikreste er at medbringe en lille olielampe. Flammen kan hentes til hver en tid i vor kirke, men først og fremmest igennem hele adventstiden for måske senere derhjemme at tænde juledekorationer og juletræ ved den.

Først helligtrekongers dag slukkes den.
Alle inviteres til denne højtidelige begivenhed.

Jeres sognepræst
p. Herbert

Håb om et bedre liv

Søndag den 13. september opfordredes danskerne til at byde flygtninge velkommen. Det var et besynderligt sammentræf, at vi længe før i vor menighed havde planlagt en fest med flygtninge til samme søndag efter højmessen. På grund af en kommunikationsbrist var der ikke mange flygtninge. Til gengæld var der mange menighedsmedlemmer, som deltog i festen. Således viste vi åbenhed over for dem.

Hver dag ser vi i fjernsynet hjerteskærende billeder af mennesker, som er på flugt fra deres hjemland for at finde et sted, som vil byde dem et mere menneskeværdigt liv uden angst og frygt for fremtiden, give dem større sikkerhed og befri dem fra elendighed.

Efter70 år uden krig i Vesteuropa er fred næsten blevet til en selvfølge for os. Hvor søger de tilflugt, der vil beskytte deres familie for krig og terror? Det gør de hos os, i den Europæiske Union. De kommer med håb om et bedre liv. Det udfordrer os kristne til at hjælpe myndighederne med inden for lovens rammer at finde (så vidt muligt) de bedste løsninger for at give loven et menneskeligt ansigt.

Ingen tvivl om, at den store flygtningestrøm især mod Unionens vesteuropæiske lande vækker mange følelser for og imod i disse lande. Efterhånden er der mange, der er imod at tage flygtninge grundet i angst for terror i vore lande. Der er lande, der vil skubbe flygtninge problemet væk fra sig og lægge det på skuldrene af de enkelte lande.

EU har her en mulighed for at afprøve, hvor stærk og hvor solidarisk den er. Ikke mindst de kristne har mulighed for at handle ud af troen, at vise den ved konkrete handlinger. De troendes positive tilgang til flygtninge vil uvilkårligt hjælpe de politiske kræfter og myndigheder til at handle humanitært og udstede love med menneskeligt ansigt på området.

Jesus giver en gylden regel: ” Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. ” (Matt 7,12) og ”Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. ” (Matt 25,40). ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! ” (Matt 25,45)

I oktober måned beder vi rosenkransen. Det er en meget effektiv bøn. Den bedes af rig og fattig, rask og syg, gejstlig og lægfolk, gamle og unge… Jeg vil anbefale at bede rosenkransen i to bestemte intentioner: for flygtninge og de kristnes indsats for at de åbner deres hjerters og huses døre for dem. Den anden intention er: for bispesynoden, at udfaldet for dens arbejde må gavne vore familier, grundfæste og styrke dem i troen og gøre dem åbne for de udfordringer, som hverdagen byder dem.

Må Gud velsigne jer alle!

p. Herbert