Den Hellige Treenigheds mysterium

Kære menighed,

I år – på den sidste søndag i maj - fejrer Kirken i år Den Hellige Treenigheds fest og dermed sættes kronen på vor forløsnings værk, som det ofte bliver sagt 

Der fortælles, at mens Augustin gik frem og tilbage ved stranden og fordybede sig i Den Hellige Treenighed, fik han pludselig øje påen lille dreng, som hældte vandet fra havet ned i et lille hul han havde lavet i sandet. Da Augustin spurgte ham, hvad han var i gang med, svarede drengen: Jeg vil få alt det vand nedi det hul. ”Det er da umuligt” udbryd Augustin. Drengen kikkede på ham og sagde: ”Det er mere muligt at få hældt alt det vand nedi det lille hul end at forstå Den Hellige Treenighed”. Jeg holder meget af denne anekdote, for den siger klart, at Den Hellige Treenighed er et mysterium, altså en tros hemmelighed, som vi ikke kan forstå med vort intellekt, men som vi i ydmyghed og med taknemmelighed skal acceptere og tro.

 Den hellige Ignatius fra Loyola lader os i sine Åndelige Øvelser på en enkelt måde – nogle vil måske sige på en naiv måde - meditere over den Hellige Treenigheds mysterium ved Guds Søns menneskevordelse således: De tre guddommelige Personer ser hele Jorden opfyldt af mennesker og i deres evighed fatter de den beslutning, at guddommens anden Person skal blive menneske for at forløse menneskeslægten i tidens fylde. Jeg ser og betragter de tre guddommelige Personer, ligesom siddende på deres kongestol eller den guddommelige majestæts trone. De overskuer hele Jorden og ser, hvordan alle folkeslag lever i så stor en blindhed. Jeg hører, hvad de guddommelige Personer siger: "Lad os bringe menneskeslægtens forløsning i stand".

 I den betragter vi og erkender, hvad Faderen og Sønnen og Helligånden har gjort for os. Derved får vi lov til at få et glimt af vor tros dybeste mysterium: én Gud i tre personer. Frans af Sales udbrød: ”Min Gud, hvor ville du være lille, hvis min forstand kunne fatte dig”.

 Siden det 12. århundrede har man afbildet den Hellige Treenighed. Gud Fader tager imod Kristi offer ved at holde korset med den afdøde Kristus i hænderne, mens Helligånden svæver som en due. Nådestolen kalder man denne afbildning af den Hellige Treenighed. Udtrykket skylder vi Martin Luther. Sådan betegnede han det, der i Hebr 9,5 kaldes sonedækket. I dette billede vender den afdøde Kristus tilbage i den Hellige Treenigheds skød, nu efter at Han er blevet Gudmenneske og har givet sig hen for os.

Den Hellige Treenighed forbliver troens største mysterium. Dog ikke alene troens mysterium, men især kærlighedens mysterium, for således elskede Gud verden, at Han gav os sin eneste, enbårne Søn for at frelse os, og det kunne Han ikke uden at åbenbare sit indre liv som én Gud i tre personer. Det takker vi Ham for og siger: Lovpriset og ophøjet i evighed.

 Med maj hilsen
Jeres sognepræst p. Herbert