Sognepræstens klumme

Glædelig forventningens tid

Kære menighed,

Advent er en tid, hvor vi åndeligt forbereder os til at fejre Jesu fødselsdag. Det er temmelig kort tid. Mere end tre uger og fire søndage går forud festen. Ordet ”Advent” betyder Jesu Kristi komme. Ja, Han kommer allerede i advent.

Hvordan det? Hvad så med Jesu fødselsdag. Det er ligesom i livet. Vi ser frem til vor bryllup og i vore tanker deltager i festlighederne. Vi planlægger omhyggeligt det hele. Vi vælger sted, tid, sætter middagens menu sammen, vi laver gæsteliste. Vi glæder os over at være med til festen. Vi tænker på fremtiden, men ikke blot det. Vi deltager aktiv i denne fremtid i vor ånd. 

Er advent en vigtig tid for katolikker? Hvad skal vi med advent?

Advent er vigtig ikke kun for katolikker, men for alle kristne. I advent forbereder vi os til julen og i liturgien bliver vi mindet om Herren Jesus tredobbelte komme. Vi fejrer hans første komme til verden. Han blev født i Betlehem. Ved denne historiske begivenhed var vi dog fysisk ikke til stede. I adventstidens liturgi er Jesu fødsel til stede i mysteriet. Ved tidernes ende kommer Herren Jesus igen for at dømme de levende og de døde.  Det er hans andet komme. Herren Jesus er også i vores midte i dag. Han er til stede i Ordet, som forkyndes, i sakramenterne, i vor tids begivenheder og ikke mindst i andre mennesker.

Bør vi faste i adventstiden på samme måde som i fastetiden?

Advent er en glædelig forventningens tid og ikke bodens tid. Men man holder ellers ikke fester, mens festen forberedes. Hvordan kan man ellers skelne mellem forberedelse og fest?
Glæden ved advent har sit dybeste fundament først og fremmest i mød
et med Gud. Desuden hjælper advent til at finde meningen med livet og meningen med dagligdagens gøremål.  Og endelig advent opfordrer til at dele troens erfaringer med andre. Det maner os til årvågenhed.

Herren Jesus har gentagne gange opfordret til at være rede, til at leve i beredskab for at tage imod de store ting, som vil blive skænket os.   

Advent inviterer dig og mig til at tage et kig på de dagligdags ting: sproget, som vi taler, musikken, som vi lytter til, på alt hvad vi gør, hvad vi tænker om os selv og de andre. Vi taler om det, der rører sig inde i os med Gud Herren. Vi har derfor brug for mere tid til bøn og til hjertets årvågenhed. Sådan som vi er, mens vi beder, er vi i virkeligheden. Bønnen giver os muligheden til helt at åbne os for Gud. For Ham kan vi tale om alt med. Han ved alt om os.

Jeg ønsker jer alle en god advent, en advent, hvor I mere og mere åbner jer for Guds kærlighed og erfarer, at Gud virkelig elsker jer og må betragtningen af Jesusbarnet varme jeres hjerter således, at I kommer til at hvile i Guds fred, i den fred, som Jesus bringer.
En glædelig Jul til alle

og velsignet Nytår 2015.

Jeres sognepræst
p. Herbert

 

   

”Alt har sin tid”

Kære menighed!

”Alt har sin tid” læser vi i Prædikerens bog, kap.3,1- 13. Jeg behandler tiden med stor respekt. Den har jeg fået til at bruge kun en gang. Tiden er her og nu. Livet består af øjeblikke. Her og nu sker tingene. Alt andet er enten fortid eller fremtid. Fortid – den kan vi ikke gøre noget ved. Den er historie. Fremtid – den er der endnu ikke. Egentlig ved vi ikke, hvordan den bliver, hvad der sker. Tiden er knyttet til begivenheder, oplevelser og handlinger, som foregår i vor verden, i den verden, som vi lever i. Det er også i denne verden og i vor tid, her og nu, Gud handler. Deri ligger håbet. Efterårets farver er modne og fuldendte. Efteråret er symbol på livets modenhed, på livets aften og fuldendelse. I november måned fejrer vi Alle Helgens og Alle Sjæles dag. De to dage er hverken triste eller nostalgiske. De er derimod fulde af glæde for begge disse dage hylder livet. Vi fejrer det menneskelige liv, som har sin begyndelse, men ingen afslutning, det menneskeliv, som er blevet levet, som Gud havde tænkt sig, da han kaldte mennesket til liv ved navn. Efterårets pragtfulde farver fortæller om, at det, som Gud har skabt, skal ikke tilintetgøres, men at det skal overgå til evigheden. Den nye himmel og den nye jord skal vi blive delagtiggjort i. ”Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul.” (Es 11,6-8) Mennesker vil opleve, hvad det vil sige at være menneske, menneske skabt af Gud: ingen sygdom, ingen død, intet had, ingen krig, ingen sorg og tårer, ingen ensomhed, ingen forfølgelse. Mennesker vil elske hinanden og ikke undertrykke hinanden. Mennesker vil blive hele. Profeten Esajas har særdeles mange tekster, som giver os indblik i, hvordan det vil være i den nye himmel og på den nye jord. Det er ikke sådan, at alt det først sker i det kommende liv. Vi er ved Jesus Kristus blevet frelst. Derfor er forjættelserne gået i opfyldelse. Det betyder, at vi allerede nu med vores måde at leve på, med vores måde at tænke på kan modstå ”dødens civilisation”, som vor tid er mærket med og være med til at opbygge ”kærlighedens civilisation” ved her og nu at leve som elskende mennesker. Med andre ord vort aktive valg mellem vor sjæls to evige bestemmelser: et evigt liv i Guds Kærlighed eller et evigt liv uden for Kærligheden, hvor det er alles kamp mod alle. Mange af de mennesker, der levede her på jorden og som i dag lever i den evige forening med Gud, efter at de har opfyldt Guds vilje i deres liv, kalder vi ”hellige”. Andre, som endnu ikke er helt rede til at leve i den evige forening med Gud, skal renses og modnes. De venter på optagelsen i det fulde fællesskab med Gud i, som vi billedligt kalder ”skærsilden”. Dem hjælper vi med vor bøn og med vort liv, som vi gerne vil leve i overensstemmelse med Guds vilje. På deres grave tænder vi lys. Disse to dage giver os anledning til at reflektere over vores eget liv, over vor fortid, nutid og fremtid. Minderne vælder frem. Vi siger tak for fortiden, med håb og fortrøstning lægger vi vor fremtid i Guds hænder og beder Gud om, at vor ”nu” må leves til Guds større ære. Sluttelig vil jeg citere Halfdan Rasmussen: ”Lev i dag så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mer end én. Den som skænker livet sine drømme skal forlade jorden rig og ren.”

Gud velsigne jer alle og hver især.
Jeres sognepræst p.Herbert

Synoden i Rom

Kære menigned!

Det er den 14. september – Det hellige Kors ophøjelse fest. Jeg prøver at samle nogle tanker, som jeg vil dele med jer. Jeg er glad for den dag, for den inspirer mig. Sædvanligvis fejres festen altid på dagen. Når den falder på en søndag, fordriver den altså søndagen, som den gør det i år. Det fortæller egentlig om korsets centrale betydning for vor tro. Det, vi tror på er en person. Denne person – Jesus Kristus er Guds Søn, men også menneskesønnen. Han voksede op i en kærlig og harmonisk familie. Hans mor var Maria og Josef, selv om han ikke var Jesu far, var han hans vokter og hjælper. Jesu familie var dog ikke fri for de menneskelige problemer og vanskeligheder. Da Jesus af Nazareth var 33 år hengav han sig selv for os af kærlighed til os. Han døde en grusom død på et kors. Denne kærlighed tilbyder han os. Vi er skabt til at elske og vil aldrig finde glæden uden at elske. Og kærligheden er forbundet med lidelsen og smerten. Men det er kun kærligheden, der vil føre til sejren. Hvorfor bringer jeg disse tanker frem på festdagen for Det hellige Kors ophøjelse. Hvad har denne fest med Jesu familieliv at gøre. Den 5. oktober begynder synoden i Rom. Denne synode skal behandle de moderne familiers problemer og vanskeligheder. Det er indlysende, at den hellige Familie står som et eksempel for de kristne familier. På Den Hellig Families fest har pave Frans overdraget synodens arbejde til Jesus, Maria og Josef og har betroet alle verdens familier til Den Hellige Familie. I begyndelsen af september måned har bispesynodens sekretariat opfordret til en varig bøn for Synodens arbejde bispedømmer, menigheder, familier og de enkelte personer. Til en særlig bønsdag for denne intention havde man afsat søndag den 28.september i forbindelse med fejringen af Eukaristien. Rosenkransbønnen er den mest anbefalet bøn især i familier og for enkelte personer. Tilbage er spørgsmålet om vort engagement, som menighed og enkelte personer både i bønnen og i konkrete tiltag i forhold til synodens arbejde og vore familier.
Jeres hengivne
p. Herbert

Hvis jeg var sognepræst ....

Min elskede sognebørn,

Forhåbentligt har I slappet af og fornyet jeres kræfter i den pragtfulde sommer, som lige er blevet overstået. I kan gå i gang med de sædvanlige aktiviteter og føje nogle nye til. Hvordan er det egentlig at være sognepræst i bispedømmets største menighed med over 90 nationaliteter og deraf adskillige kulturelle, etniske og ikke mindst religiøse sammenhænge. Det fordrer stor fleksibilitet religiøst og menneskeligt. Hørt i forbifarten: ”hvis jeg var sognepræst…” Det spørgsmål optager mig lige nu, hvor jeg er sognepræst.

Jeg vil fortælle jer, hvad det for mig vil sige at være sognepræst. At være sognepræst betyder at fejre den Hellige Messe for menigheden, høre skriftemål, meddele dåbens sakramente til menighedens børn, være med i sogneundervisningen, især ved forberedelsen til den 1. hellige kommunion og firmelsen, forberede par til ægtevielse og assistere ved bryllupper, begrave de døde, holde mere eller mindre gode prædikener med meget mere.

Vor menighed er ligesom en lille afdeling i en kæmpe stor virksomhed, hvis ejer er Gud og chefen er Jesus og hans synlige tegn biskoppen. Jeg er først og fremmest sjælesørger og hyrde for menigheden. Jeg har ansvar for evangeliets forkyndelse, for liturgien og for sakramenternes forvaltning. Jeg er også menighedens leder, og som sådan må jeg have menighedens vel og tarv for øje ved de beslutninger, som jeg må tage. Dem står jeg til ansvar for over for biskoppen. Men jeg er ikke alene. Jeg har menighedsrådet ved min side, som jeg kan støtte mig til. Menighedsrådet har medansvar for menighedens liv og vækst. Jeg vil gerne understrege, at menighedens og menighedsrådets medlemmer stiller deres menneskelige evner og kræfter til rådighed. Det er dog Kristus, der kalder os til at bygge menighedens fællesskab og det er Helligånden, der inspirerer og giver styrke til at udfolde sig. Således er det vort fælles anliggende at gøre vor menighed til det sted, hvor alle føler sig vel og føler sig hjemme.

Tak til jer alle, fordi I er med i opbygningen af menigheden. Tak for jeres mange initiativer, som giver sig udslag i de forskellige aktiviteter og grupper. Eukaristien, især om søndagen samler os alle til et fællesskab, hvor vi er brødre og søstre uanset vor herkomst og kulturelle baggrund. Jeg sætter stor pris på jeres arbejde, på de kræfter og især på den kærlighed, som I lægger i arbejdet for menigheden. Jeg vil være så tæt ved hver enkel af jer, som det er muligt. Vær I også tæt ved mig, især ved jeres bøn for mig.

Jeres sognepræst
p. Herbert

Der sker ikke ret meget i menigheden

Ferietiden er begyndt. Der sker ikke ret meget i menigheden. En del af os er nu et eller andet sted i verden og holder ferie. En del bliver dog hjemme. Alle trænger til at slappe af, til at være fri for dagligdags rytme og pligter. Må vi alle får en rolig sommerferie med mange gode oplevelser enten vi er ude eller hjemme. Mine tanker går samtid til Skt. Knuds Skoles elever og deres familier, til lærerne og det øvrige personale og ikke mindst til skolens ledelse og bestyrelse. Tiltrængt ferie, en pause vil være til gavn for skolens ve og vel, når den igen begynder den 11. august med den nye skoleleder Tina Kruse, som vi byder hjertelig velkommen og ønsker Guds velsignelse i så betydningsfulde stilling samt godt samarbejde: skole - menighed. Ferie er også dage, hvor vi kan tilbringe mere tid i bøn. Ferie giver os enestående mulighed for spontant at meditere over naturens skønhed. Naturen er en vidunderlig ”bog”, som er tilgængelig for alle, for både de store og de små. Min oplevelse af natur er den, at jeg i kontakt med den ser mig selv som en del af den, samtidig med, at den lader mig betragte mig selv i de rigtige perspektiver. Jeg opdager, at jeg er lille og igennem mit lille ”mig” opdager jeg, hvor vidunderlig stor Gud er. Jeg er i stand til at opdage Gud, fordi Han har skabt mig sådan, at jeg er åben for det uendelige. Det uendelige giver mit liv mening. Det uendelige opløfter mit sind og glæder mit hjerte. I den skønne natur, som er omkring mig, ser jeg spor af godhed og fantastisk skønhed. Jeg mærker, at Gud er mig nær. Jeg erfarer hans omsorg og mit hjerte åbnes spontant for tilbedelse og bøn. Ellers er jeg til stede for min familie, mine venner og bekendte. Sammen foretager vi os en del afslappende udflugter. Arbejde med børn er den vigtigste pastorale opgave i en menighed. Sogneundervisning, familieretræter og familiemesser er blandt de vigtigste. Også de holder velfortjente ferie. Også de vender med fornyede kræfter tilbage og begynder igen i september måned. ”Troen styrkes, når den gives til andre!” sagde den hl. Pave Johannes Paul II. I Juni – august bladet 2009 skrev jeg følgende: ”En af vores jesuit-praktikanter Kris slutter sit ophold hos os. Han rejser til Paris. (…) Vi takker ham for hans om end korte, men for os velgørende ophold i Århus og ønsker ham alt godt for fremtiden og gode resultater i studierne. Kris er selvfølgelig altid velkommen til at besøge os.” Kris skal komme ved slutningen af august ikke blot for at besøge os, men for at blive hos os. Til gengæld må vi sige farvel til p. Michal og Premo, som flytter til Niels Steensen kollegiet i København og til Jurij, som til efteråret skal påbegynde teologistudium i Warszawa. Tusind tak for deres engagement, lyse sind, åbne hjerter og alt det, de kom til at betyde for de forskellige områder af vor menigheds liv. Desværre får vi ikke nye skolastikere i år. Gud velsigne jer.

Jeres sognepræst
p. Herbert