Sognepræstens klumme

November 2012

Kære menighed!
Alle Helgens dag og Alle Sjæles dag leder mine tanker hen på det, der har med evigheden at gøre. Det liv, som vi lever her på jorden, slutter ikke med graven. Det er min urokkelige tro, at vi skal leve videre hos Gud, for evigt. Gud har ikke skabt os til intetheden, men til livet. Lys er et fremragende symbol på os mennesker og på Gud. I skabelsesberetningen var det lyset, Gud skabte først, og om lyset sagde Gud, at det var godt. Selv viser Gud sig i lyset, i en brændende tornebusk, i et lysskær. Lys er også et symbol på menneskets liv, der brænder ned og slukkes. Om sig selv siger Jesus: ”Jeg er verdens lys”. Ved dåben får barnet et lys, der er tændt af påskelyset. Imens lyset tændes, siger præsten: ”Tag imod Kristi lys! – Dette lys betroes i jeres varetægt, for at jeres barn, oplyst af Kristus, må gå gennem livet som et lysets barn, være udholdende i troen og ile Herren i møde sammen med Hans helgener.” Det brændende lys er et symbol på Kristus, og dette lys skal ledsage de troende igennem livet, minde dem om, at det er Kristus, der er deres livs centrum. Ligesom et lys brænder ned, varmer og giver lys, skal de kristnes liv brænde ned i Guds og menneskenes tjeneste og være lys for de andre. Det er en katolsk skik, at et brændende lys rækkes til den døende. Vandringen igennem livet begyndte med Kristi lys, og den slutter med Kristi lys. Med det lys, som Kristus er, skal mennesket gå igennem livets tærskel til det evige liv. Mennesket er altså ikke alene i dødens øjeblik. Den hl. Thérèse af Lisieux siger så smukt: „Det er ikke døden, som vil hente mig, men Gud”. I ”Troens år” er der sat fokus på den personlige tro. Hvor er jeg henne med min tro, når jeg tænder et lys på de afdødes grav? Ud over at jeg tænker kærligt på vore afdøde, giver jeg også udtryk for min personlige tro ikke kun på Herrens opstandelse, men de dødes opstandelse og på det evige liv. Jeg vil ønske for mig selv og for os alle, at dette års Alle Helgens og Alle Sjælesdag styrker vor tro på, at Jesus har besejret det onde og overvundet døden, og at vi endnu stærkere erfarer Hans nærvær midt iblandt os.

Med kærlig hilsen jeres sognepræst
pater Herbert

At knæle

Kære menighed!

Vore holdninger til mennesker og til Gud udtrykker vi gennem forskellige tegn, gestus og kropsstillinger. Hvilken holdning udtrykker vi ved at knæle? I Bibelen er knæet et symbol på styrke og bøjet knæ er et tegn på afmagt, underdanighed og trældom. I sin store bedrøvelse talte Jesus knælende med sin himmelske Far i Getsemane have. I verdslige sammenhænge viste en vasal respekt for sin herre ved at knæle for ham. Af kærlighed til sit alvorligt syge barn knæler moderen ved siden af dets seng og sender en stille bøn til Herren. En synder, der erkender sin synd, falder på knæ, bøjer sit hoved og beder om forbarmelse: ”Forbarm dig over mig, Herre! Jeg har syndet”. Men vi knæler ikke kun for Gud, fordi vi er afmægtige. Vi gør det også, fordi han er almægtig, og vi erkender hans almagt. At bøje knæ betyder også at ære og at respektere personen, man bøjer knæ for. Det er en holdning, der udtrykker tilbedelse. Kristne knæler ofte under bønnen. Det hjælper til den indre samling og koncentration. Ens egen utilstrækkelighed kommer her til udtryk. Det behøver vi ikke at skamme os over. Det er sundt at indrømme, at vi er svage, og at vi har brug for hjælp. Det er dybt kristent, for vor utilstrækkelighed fører os til fællesskabet – vi har brug for Gud, og vi har brug for hinanden. Ved at ligge på knæ under bønnen, tilbeder vi Gud, vor Herre, som er stor, og som er vor skaber. Alt, hvad vi er, og hvad vi har, kommer fra Ham. Han er den udstrakte og åbne hånd, som Han holder under os. Ham skylder vi ærbødighed, og vi priser hans majestæt. Når du bøjer knæ, så lad det derfor ikke blive en hurtig og overfladisk handling. Vær helt med i denne handling med legeme og sjæl, så også dit hjerte er helt med. Lad din knæbøjning blive dyb, helt til gulvet, langsom, og lad dit hjerte, mens du gør det, sige: ”O, min store Gud… Jeg er så lille, tak for det”. Med ønsket om Guds velsignelse i ”Troens år”

jeres sognepræst pater Herbert

Korstegnet

Kære menighed.

I ”Troens år” vil vi fordybe os i vor tro. En af de måder, vi giver udtryk for vores tro, er igennem tegn, som i det liturgiske sprogbrug kaldes ”hellige tegn”.

Korstegnet er verdens vigtigste tegn. Det er den korteste trosbekendelse: jeg tror på Faderen og Sønnen og Helligånden. Det minder os om, at vi er kristne, fordi vi er døbt i Den hellige Treenigheds navn, og det peger på Jesus Kristi lidelse og død på korset. Den lodrette bjælke betyder vejen fra Gud til jord. Gud er initiativtageren. Han er giveren. Alt kommer fra Ham. Den vandrette bjælke betyder vor jord og de mennesker, der bor på den. Ved det tegn har Jesus frelst os og hele verden. Ved det tegn er alt blevet nyt. Verden er blevet forsonet med Gud. Himmel og jord er kommet sammen.

Den kristne begynder sin dag, sine bønner og handlinger med korstegnet. Korstegnet hjælper til at overvinde fristelser, fordi det minder os om Den Hellige Treenighed og om vort kald til at være hellige. Denne tanke giver os kraft og styrke til at overvinde det onde. Personer, måltider, genstande og steder bliver velsignet under påkaldelse af Jesu navn og ved at gøre Kristi hellige korstegn. Korstegnet skal derfor gøres ordentligt. Langsomt fører du din hånd fra panden til brystet og fra den ene skulder til den anden. Saml alle dine tanker om det, du gør, og lad dit hjerte fokusere på tegnet. Du vil føle, at du omfavnes af dette tegn. Hele din krop og sjæl, ja hele dig, omsluttes af dette tegn. Du mærker, at du danner en helhed sammen med Den treenige Gud, og du erfarer din værdighed og hellighed. Du mærker, at du er et helt menneske. Du får ro i sindet.

Hver gang du laver korstegnet, tænk på, at du udfører verdens allerhelligste tegn. Korstegnet vil inddrage hele dig og din natur, sind og vilje, intellekt og følelse, arbejde og hvile. Elsk dette tegn, så undgår du at gøre korstegnet automatisk, eller hvad værre er som en slags hokuspokus. Lad os begynde ”Troens år” med en fornyet praksis af korstegnet.

Jeres sognepræst pater Herbert

Præstejubilæum

Kære menighed!

Den 24. august 1972 blev jeg præsteviet i byen Gliwice (Slesien i Polen) i Skt. Bartholomæus Kirke.

I den bibelske tradition er et jubilæum glædens og taksigelsens tid. Der er virkelig meget at takke Gud for i mit 40 års præstelige liv i kirkens tjeneste.

Jeg takker Gud for alle de mennesker, som Han har betroet til min omsorg, og som jeg efter bedste evne ville hjælpe. Jeg takker også Gud for de mennesker, som på en eller anden måde har hjulpet mig på vejen til præstegerningen: mine forældre først og fremmest. De var ganske jævne mennesker. Ungdomsdagene tilbragte min far som soldat ved Østfronten, min mor var tjenestepige i Berlin. De arbejdede hårdt i efterkrigstiden. Det var småt med alt, men de elskede hinanden, og de elskede os børn. Det kunne vi mærke. Der var sammenhold mellem os søskende og i den øvrige familie også.

Jeg takker Gud for min familie. Jeg takker også Gud for mine præster og mine kateketer for deres eksempel. Specielt en præst – uden at han vidste det – havde afgørende betydning for mit tros-liv og ikke mindst for, at jeg ret tidligt lagde mærke til, at Jesus kaldte mig til at være præst. Han var med til at forberede svaret i mit hjerte, så at jeg, da tiden var inde, helhjertet kunne sige ja til kaldet. Jeg takker også Gud for mine lærere og kammerater i folkeskolen, i gymnasiet, i militærtjenesten, i filosofi- og i teologistudiet. Alle disse mennesker var mere eller mindre med til at grundfæste mig i mit kald.

Mit præstelige virke har det meste af tiden været i Danmark - først i København, siden i Aarhus. Som præst har jeg virket i Jesu Hjerte menighed i København, Sct. Clemens menighed i Grenaa og længst i Aarhus menighed. Her gjorde jeg mine pastorale erfaringer og høstede frugter af mit arbejde. Her gjorde jeg mine økumeniske erfaringer og igennem Skt. Knuds Skole og undervisning kom jeg i berøring med mange unge mennesker, som var med til at udvide mine horisonter og gjorde og stadig gør, at jeg er åben for nye initiativer og nye tiltag. Danskere, vietnamesere, kaldæere, polakker og mange andre nationaliteter 5 er med til at skabe liv omkring det væsentligste, nemlig Jesus Kristus, som er menighedens Herre og centrum.

Jeg takker Gud for jer alle.

I den bibelske tradition er et jubilæum også besindelsens- og tilgivelsens tid. Ved at kigge tilbage på de 40 år er det ikke svært at indse, at der også har været en del mangler og forsømmelser som følge af min menneskelige svaghed. Jeg har ofte undladt det gode og gjort det onde. Jeg har syndet i tanke, ord og gerning – som vi siger i begyndelsen af hver messe. I dag virker disse ord specielt stærk på mig. I dag vil jeg bede alle mine søstre og brødre om tilgivelse for alt, jeg i alle de år har gjort mig skyldig i. Jeg beder Den Almægtige og Barmhjertige Gud om, at Han må se på mit hjerte og den kærlighed, der brænder inde i mig, og som vil omfavne Ham og alle mennesker.

”Tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet” (1. Kor. 1,26), opfordrer Paulus. Denne opfordring gælder alle kald, ikke mindst kaldet til at blive præst. Først og fremmest tænker jeg på den tid, hvor jeg tydeligere og tydeligere hørte Jesu stemme i mig, og mit svar mere og mere tog form inde i mig, og jeg tænker på den dag, hvor jeg sagde ja til at følge dette kald. Jeg tænker med kærlighed på de 40 år og ser, hvordan Gud i sin kærlighed og barmhjertighed handlede i mit liv og førte mig derhen, hvor jeg er i dag.

I dag er mit hjerte opfyldt af taknemmelighed. Jeg inviterer jer alle til sammen med mig at fejre denne taknemmelighed søndag den 26. august i højmessen kl. 10. Messen vil have et internationalt præg, og efter messen vil der være fest med international spisning i skolens sal og udendørs leg med menighedens børn.

Kom og vær med.

Jeres sognepræst
pater Herbert

Gave til pater Herbert
Har du en speciel personlig gave til mig, er den velkommen, men jeg ønsker, at vi samler ind til Blå Kors.

Blå Kors udfører et stort arbejde blandt alkoholikere. Kunne vi blot hjælpe én alkoholiker til at komme ud af sin afhængighed, ville det være storartet. Til det formål vil vi bruge salmevognen i våbenhuset som indsamlingsbøsse, ligesom der vil være konvolutter til vedhæftede hilsener. Man kan også aflevere gaven på kirkekontoret.

pater Herbert


Trosformidling

Kære menighed!

For mig er der ikke tvivl om, at fejringen af firmelsen er højdepunktet blandt de forskellige begivenheder, der i løbet af året sker i vores menighed. 37 unge har modtaget firmelsens sakramente. Højtideligt og frimodigt har de bekendt Kirkens tro. Ved salvelsen har de modtaget Helligånden, Guds gave. De sagde ”ja” til Gud og Gud sagde ”ja” til dem. En gensidig bekræftelse og anerkendelse har fundet sted.

Igen og igen viser Gud, hvor nær Han vil være sine mennesker. Han vil ikke være den store, utilgængelige Gud, men Han vil dele sit liv med os og Han inviterer os til at indgå fællesskab sammen med Ham. Til firmanderne sagde Gud: jeg har brug for jer, jeg har brug for jeres unge kræfter, jeg vil, at I skal være med til at føre det værk, som Jesus, min elskede Søn fuldførte på korset, ud i denne verden, som I lever i. Derfor salver jeg jer og giver jer Helligånden. Han skal være med jer. Han skal ledsage jer og Han skal styrke jer og opmuntre jer til at aflægge vidnesbyrd om min kærlighed og den frelse, som jeg har skænket jer ved min elskede Søn Jesus. Derfor fulde af fortrøstning og håb ser vi på de unge, at de efterhånden vil gøre alvor af sakramentet og føre det ud i deres liv. De nye firmander er en ubeskrivelig rigdom og et potentiale, som vor menighed på et tidspunkt får gavn af. Derfor må vi ikke holde op med at bede for dem og tage deres engagement alvorligt. Det frydede mit hjerte, for resten, at se de lidt ældre unge, som aktivt deltog i undervisningen og hele vejen igennem var med i forløbet som medhjælpere. For dem var firmelsen i Aarhus domkirke lige med at aflægge vidnesbyrdet. De var ”godt nyt” for os, der deltog i liturgien.

Trosformidling ligger mig især på hjertet nu, hvor vi forbereder os til at fejre ”troens år”, som begynder den 11. oktober 2012 på 50-årsdagen for begyndelsen af 2. Vatikankoncil. I den anledning efterlyses ideer og bidrag, som kan hjælpe os til at fordybe os i troens spørgsmål. En inspirationskilde kan være pavens skrivelse ”Porta fidei” – ”Troens port”, hvori han bebuder troens år. Skt. Thomas fællesskabet blev inspireret især af de afsnit, hvor der er tale om troshistorie, navnlig om vekselvirkningen mellem hellighedens og syndens mysterium i kirkens historie vist gennem helgener i dens forskellige perioder. Således har Skt. Thomas fællesskabet gennemført en række katekeser om helgener, blandt dem også de danske helgener. Desuden bidrager oplæget om den 1. trosartikel: ”Jeg tror på Gud, den almægtige Fader, himlens og jordens Skaber” ved lektor Finn Christiansen i ”Katolsk Debat” torsdag den 10. maj til fordybelsen af vor tro.

Sommerferien står for døren. Jeg ønsker alle i menigheden en god og velfortjent sommerferie. Overalt, hvor I kommer til at tilbringe jeres ferie, lovpris Herren i den skønne natur og sig tak for den hvile, Han vil give jer. Også denne lovprisning kan bidrage til en fordybelse i troen.

Med kærlig hilsen
p. Herbert

Flere artikler...

  1. Kald