Sognepræstens klumme

Økologisk konvertering

Kære menighed,

Ferietiden er forbi. I ferien prøver jeg først og fremmest at indhente det forsømte. Jeg besøger min familie og mine venner. Jeg lytter til dem og hører om deres problemer. Der er også lidt tid til at læse. Således har jeg i år læst pave Frans rundskrivelse: ”Laudato si”. Det som gav mig lysten til at fortsætte med at læse denne skrivelse, var egentlig en banal opdagelse, noget som man ved, men ikke lægger mærke til, eller fortrænger, nemlig, at alle mennesker har ret til rent vand, men det kun er de rige, som får lov til at bruge denne ret, fordi de har penge. De køber det rene drikkevand. Pavens rundskrivelse begynder med Frans af Assisis Skabningernes Lovsang – Solsangen: ”Laudato si mi Signore” – Lovet være du, min Herre. Paven taler om verden, som fælles hjem for alle mennesker og for naturen. Det er den første rundskrivelse, en pave nogensinde har skrevet, som helt er helliget økologi. Økologien betragtes i den, som en af de vigtigste udfordringer i vor tid. Teksten understreger forbindelsen mellem naturbeskyttelse og social retfærdighed, påpeger, at økologi er et spørgsmål om retfærdighed ikke kun her og nu, men det i højeste grad vedkommer (den) de kommende generationer og ikke mindst verdens fattigste og mest sårbare mennesker. Pave Frans minder om, at hver af os er en del af naturen, og er afhængig af den. Naturen er truet. For at kunne gøre noget mod de aktuelle trusler, kræves en stærk "økologisk konvertering", hjertets omvendelse. Tiden går hurtigt. Aktiviteterne sættes i gang igen. Jeg kunne godt tænke mig et seminar omkring økologien i lyset af pavens rundskrivelse. Endvidere vil det være gavnligt at besinde os på, hvad vi i menigheden kan foretage os i forbindelse med det ekstraordinære hellige år – Barmhjertighedens år, som begynder den 8. december og slutter den 20. november 2016 – på Jesus Kristus, Universets Konge fest. Endelig vil jeg huske alle på den forpligtelse vi som menighed har, nemlig at være solidariske med alle menighederne og betale kirkeskatten. Kun lidt over 6% af menighedens medlemmer er med i kirkebidragsordningen. Det er oprørende få, alle bør være med. Vi savner flere tilmeldinger. Med ønsket om Guds rige velsignelse for menigheden, vore familier, for såvel fastboende som gæster og for dem som søger tilflugt hos os, vil jeg slutte med Frans af Assisis lovsang: ”Lovet være du, min Herre, gennem dem, som tilgiver af kærlighed til dig og udholder skrøbelighed og trængsel. Salige er de, som udholder disse ting i fred, for af dig, Allerhøjeste, vil de blive kronet.”

Jeres sognepræst
p. Herbert

Laudato si

Kære menighed!

Hvad har et menneske brug for, for at blive lykkeligt? Det spørgsmål stillede det argentinske tidsskrift ”Viva” til pave Frans. Blandt ti tips var dette: ”Brug jeres frie aftener, weekender og ferier til et ægte samvær: samtaler, spil, fælles naturoplevelser, kunst og kultur i stedet for at lade fjernsyn, mobiltelefon og computer overtage styringen. ”

Mere enkelt og mere ligetil kan det ikke siges. Vor dagligdag er som den er med arbejde, skole, hjem dag efter dag, men ind imellem kommer der et kærkomment afbræk, en ”dessert”. For mange af os betyder sommeren, at nu er tiden inde til at slappe af. En del af os tager på ferie. Vi glæder os til ferien. Især børn gør det. Ferie er næsten en menneskeret. Vi har ret til at blive frie for dagligdagen.

Vi har ret til at komme ud og opleve noget nyt. I ferien, vil vi gerne opleve noget, som man ellers ikke får lov til at opleve i hverdagen. Rutinen viger for det spontane. Intet er planlagt og struktureret på forhånd. Vi ånder frit og vort sind fyldes med positive og varme tanker. Inspirationen komme ofte af sig selv.

Den 18. juni udkom pave Frans’ rundskrivelse om naturens bevarelse. De tidligere paver har talt meget om dette emne, og pave Benedikt fik endda tilnavn ”Den grønne pave”, men ”Laudato si” er den første, som globalt tager naturens problematik op. At tilbringe ferien i naturen kan være en af mulighederne. Den kan berolige os, og den kan bringe os til en levende kontakt med dens Skaber. I ferien kan vi jo bruge mere tid på Gud, forny vort forhold til Ham, tilbringe mere tid med Jesus. Han ønsker at være hos os hele tiden. Lad os give Ham vor fritid og Han vil give os en god hvile. Lad os give Gud lov til at overraske os. God sommer til alle.

Jeres sognepræst
p. Herbert

Den Hellige Treenigheds mysterium

Kære menighed,

I år – på den sidste søndag i maj - fejrer Kirken i år Den Hellige Treenigheds fest og dermed sættes kronen på vor forløsnings værk, som det ofte bliver sagt 

Der fortælles, at mens Augustin gik frem og tilbage ved stranden og fordybede sig i Den Hellige Treenighed, fik han pludselig øje påen lille dreng, som hældte vandet fra havet ned i et lille hul han havde lavet i sandet. Da Augustin spurgte ham, hvad han var i gang med, svarede drengen: Jeg vil få alt det vand nedi det hul. ”Det er da umuligt” udbryd Augustin. Drengen kikkede på ham og sagde: ”Det er mere muligt at få hældt alt det vand nedi det lille hul end at forstå Den Hellige Treenighed”. Jeg holder meget af denne anekdote, for den siger klart, at Den Hellige Treenighed er et mysterium, altså en tros hemmelighed, som vi ikke kan forstå med vort intellekt, men som vi i ydmyghed og med taknemmelighed skal acceptere og tro.

 Den hellige Ignatius fra Loyola lader os i sine Åndelige Øvelser på en enkelt måde – nogle vil måske sige på en naiv måde - meditere over den Hellige Treenigheds mysterium ved Guds Søns menneskevordelse således: De tre guddommelige Personer ser hele Jorden opfyldt af mennesker og i deres evighed fatter de den beslutning, at guddommens anden Person skal blive menneske for at forløse menneskeslægten i tidens fylde. Jeg ser og betragter de tre guddommelige Personer, ligesom siddende på deres kongestol eller den guddommelige majestæts trone. De overskuer hele Jorden og ser, hvordan alle folkeslag lever i så stor en blindhed. Jeg hører, hvad de guddommelige Personer siger: "Lad os bringe menneskeslægtens forløsning i stand".

 I den betragter vi og erkender, hvad Faderen og Sønnen og Helligånden har gjort for os. Derved får vi lov til at få et glimt af vor tros dybeste mysterium: én Gud i tre personer. Frans af Sales udbrød: ”Min Gud, hvor ville du være lille, hvis min forstand kunne fatte dig”.

 Siden det 12. århundrede har man afbildet den Hellige Treenighed. Gud Fader tager imod Kristi offer ved at holde korset med den afdøde Kristus i hænderne, mens Helligånden svæver som en due. Nådestolen kalder man denne afbildning af den Hellige Treenighed. Udtrykket skylder vi Martin Luther. Sådan betegnede han det, der i Hebr 9,5 kaldes sonedækket. I dette billede vender den afdøde Kristus tilbage i den Hellige Treenigheds skød, nu efter at Han er blevet Gudmenneske og har givet sig hen for os.

Den Hellige Treenighed forbliver troens største mysterium. Dog ikke alene troens mysterium, men især kærlighedens mysterium, for således elskede Gud verden, at Han gav os sin eneste, enbårne Søn for at frelse os, og det kunne Han ikke uden at åbenbare sit indre liv som én Gud i tre personer. Det takker vi Ham for og siger: Lovpriset og ophøjet i evighed.

 Med maj hilsen
Jeres sognepræst p. Herbert

 

 

24 timer for Herren

Kære menighed

Mens I læser disse ord, er vi godt inde i fastetiden. Personligt glæder jeg mig til denne tid, hvormuligheden for at foretage nogle radikale tiltag, som led i forberedelsen til påsken, for mig personligt, for menigheden og for Kirken er der. Påsken er det dybeste motiv. Påsken opmuntrer. Påsken fortæller om, at det er værd at leve, at det er værd at give afkald, at det er værd at være med til at gøre verden lidt bedre ved at jeg selv bliver lidt bedre.

 Påsken er nemlig livets sejer over døden. Påsken er overgangen fra død til liv, fra det onde til det gode. Længslen efter livet, efter det gode er inde i os. I den sidste ende er det længslen efter kærlighed, som hver af os – håber jeg - allerede i det mindste delvis har oplevet. Mon det være sig forældrenes kærlighed, børnenes kærlighed, vennernes kærlighed, den ægteskabelige kærlighed… Vi har oplevet kærlighedens velgørenhed. Og omvendt vi har oplevet og oplever til stadighed, hvad mangel på kærlighed gør. Den udløser had, egocentriske holdninger, ubarmhjertighed, ligegyldighed og alt det negative, hvad det end indebærer.

 Vi tror og erfarer Guds kærlighed til hver af os, at Gud altid har elsket os, at Han har en vidunderlig plan for hver af os. Vi tror og erkender, at Jesus er Guds Søn, Guds synlige billede og udtryk for Guds kærlighed til os mennesker, som ved sin død på korset og sin opstandelse har forløst os, åbnet Himmerigets porte for os og skænket os frelsen.

 Det gælder om at træde ind i denne virkelighed. Adskillige bodsøvelser, andagter – korsvejsandagten, barmhjertigheds gerninger, afkald på nogle af dagligdags fornødenheder vil gøre vore hjerter stærke (Jak 5,8). I sit fastebudskab opfordrer pave Frans til at bede i fællesskab. Han understreger bønnens nødvendighed ved at tage initiativet ”24 timer for Herren” – en 24 timers bønstid den 13. – 14. marts, som hele Kirken er engageret i. Jeg opfordrer jer til at komme med forslag, hvordan vi i menigheden kan imødekomme dette pavens ønske.

 Må Herren velsigne jer og den fastetid, vi er i. Må den være frugtbar, omdanne vore hjerter og forberede os til fejringen af Herrens opstandelse.

Jeres sognepræst p. Herbert

 

 

Hvem der deler, vinder

De bedste ønsker for det nye år, som allerede er begyndt, men er nyt for bladet. Lad vor hverdag i Jesu efterfølgelse blive et smukt eventyr.

Dette år byder os at føre allerede påbegyndte opgave ud i live. Nye opgaver kommer til. Nye og spændende udfordringer er i vente. I den nærmeste tid er det ”Den gode Hyrde” katekesekursus i vinterferien og heldagsretræte med Jose Prado Flores fra Mexico.

 

I dag henvender jeg mig til jer med noget, som jeg aldrig har gjort før. Sagt lige ud, jeg vil skrive om penge. Den katolske Kirke i Danmark står økonomisk i en meget dårlig situation. Det fører nogle alvorlige konsekvenser med sig. Gælden er stor. Både nogle kirker og en del af kirkelig ejendom er derfor sat til salg. Det ved vi jo alle. Pastoralrådet har på sit sidste møde hovedsageligt beskæftiget sig med bispedømmets økonomiske situation. Hvad gør vi?

 Med hjertesuk må jeg konstatere, at vor menighed desværre hører med til de dårlige betalere. 2% af indkomsten er ikke meget, men hvis alle skattepligtige gjorde det, ville det hjælpe utroligt meget på bispedømmets økonomi.  

Jeg henvender mig til dig/jer, som af en eller anden grund endnu ikke er med i kirkeskattens ordning at blive det fra nu af.  Må det være dit/jeres nytårs fortsæt. Nærmere oplysninger finder du/I på bispedømmets hjemmeside: http://www.katolsk.dk/skat/.

 På mit skrivebord ligger Det tyske Bonifatius værks nyeste blad. Mine øjne falder på bladets tema: ”Wer teilt, gewinnt” – ”Hvem der deler, vinder”. Den katolske Kirke i Danmark har igennem mange årtier nydt godt af Bonifatius værks finansielle hjælp, af penge, som de tyske katolikker betalte for at hjælpe det katolske mindretal i Skandinavien. Vi kan ikke blive ved med at nyde. Vi skal nu til at yde. Når vi yder, hjælper vi vort bispedømme og os selv og dermed vinder vi. Husk det.

Gud velsigne jer
Jeres sognepræst
p. Herbert