Bibelsyn

Bibelen, en verdens-bestseller og også verdens mest læste bog, er i virkeligheden en samling bøger af forskellige forfattere. Den blev nedskrevet mellem ca. 1000 f. Kr. og ca. 100 e. Kr. Litteraturgrenene er lige så forskellige som forfatterne. Der findes prosa (beretninger, slægtstavler og fortællinger), poetiske tekster som digte, bønner, sange og meget andet.

Ordet bibel kommer af det græske ord biblia, der betyder bøger.

Det gamle Testamente har katolikkerne til fælles med jøderne, dog med nogle forskelle. Jøder (og protestanter) anser kun de 39 skrifter, som er skrevet på hebraisk, for ægte. Katolikker anerkender derimod sammen med de ortodokse kirker også nogle bøger og tekster, som er skrevet på græsk og findes i Septuaginta (den græske oversættelse af Det gamle Testamente). På dansk er disse skrifter normalt ikke med i de almindelige udgaver af Bibelen, men må købes som et særskilt tillæg. Disse bøger kaldes apokryfer eller apokryfe bøger, (af græsk apokryfos, "skjult"). De var ikke godkendt til læsning ved den fælles gudstjeneste i synagogen, men ikke desto mindre værdsatte som privat opbyggelig læsning. De kaldes også for "deuterokanoniske", dvs. anden rangs kanoniske bøger.

Det nye Testamente er derimod ens for alle kristne og består af 27 skrifter: fire evangelier (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes), Apostlenes Gerninger og Johannes' Åbenbaring samt et antal breve til forskellige menigheder.

Bibelen er i sin helhed Guds ord, hvori Gud åbenbarer sig selv. Den fortæller historien om Guds pagt(dvs. en slags aftale eller kontrakt) med mennesker - først i Det gamle Testamente med Israel, som Gud udvælger sig som sit ejendomsfolk, og derefter i Det nye Testamente, hvor Gud slutter en ny pagt ved Jesu blod.

Bibelen og Traditionen

Den katolske kirke er ligesom et hus, der hviler på to bærende stolper. Uden disse to stolper var der ikke noget at bygge videre på. Stolperne er den hellige skrift, det vil sige Bibelen, og traditionen.

I reformationstiden understregede Martin Luther skriftens betydning. 'Skriften alene' var kilden og rettesnoren for den enkelte og for kirken som helhed. Den katolske kirke derimod har altid holdt fast ved, at skriften alene ikke er nok. Allerede fra apostlenes tid fandtes en mundtligt overleveret tradition, som var en anden kilde og rettesnor for de troende.

Derfor bygger Den katolske Kirke både på Bibelen og på kirkens overleverede tradition.

I dag har både de protestantiske kirker og Den katolske Kirke ændret deres syn. De protestantiske kirker ved, at intet menneske eller samfund er traditionsløst, men bundet og knyttet til dem, der gik forud. Vi lever i dag, fordi andre har levet før os. Ligeledes er der i den katolske kirke vokset en forståelse frem for, at skriften og traditionen ikke er to adskilte størrelser, som ikke har noget med hinanden at gøre. Bibelen og traditionen er ligesom forbundet og forenet. Den mundtlige overlevering og tradition skal forstås og udlægges i lyset af den hellige skrift.

Skriftens inspiration og Guds åbenbaring

Den katolske kirke bygger på det ord, Gud har talt til skabningen. Bibelen er derfor ikke bare en bog blandt andre. Den er en helt speciel bog, hvor Gud taler til mennesket med menneskelige ord. Den er Guds Ord givet til os. Guds historie med mennesket nåede sit højdepunkt i Jesus Kristus, da Gud blev menneske i Jesus Kristus. For en kristen er åbenbaringen derfor afsluttet, da alt er blevet sagt i Jesus Kristus. Der er intet mere at tilføje. Helligåndens opgave er herefter at føre hele kirken til en dybere forståelse af Guds væsen og ord. Med åbenbaringen mener vi kristne, at Gud giver sig selv til kende i Bibelens bøger, men også i Jesus, som er Guds søn og som blev mennesker ligesom os. Vi kunne ikke vide noget som helst om Gud, hvis ikke han havde taget kontakt med os og vist os - gennem bibelen og gennem Jesus Kristus - hvem han er.

Bibelen fortæller om Guds og menneskers pagt fra begyndelsen til i dag. På den måde åbenbarer Gud sig gradvist, først som én Gud i Det gamle Testamente og senere hen som en treenig Gud i Det nye Testamente. Selve åbenbaringen er således en historisk proces.

Selv om Bibelen indeholder tidsbetingede og ufuldkomne forhold (som f.eks. polygami og hævn), så forbliver den allige­vel Guds sande ord. Bibelens formål er at opdrage og forberede menneskene til at kunne rumme hele åbenbaringen, som finder sin afslutning i Jesus Kristus.

Derfor har både det Gamle og det Nye Testamente altid haft deres plads i kirkens forkyndelse. Begge peger på Jesus Kristus, Guds Søn. Først efter at Jesus er kommet, kan Det gamle Testamente forstås fuldt ud og får herved en dybere mening. På samme måde skal Det nye Testamente læses og forstås i lyset af Det gamle Testamente, i lyset af profetierne og det jødiske folks håb og forventninger.

Ser man tilbage i tiden, samledes den kristne menighed længe før de nytestamentlige skrifter overhovedet fandtes. De første kristne mødtes i templet og synagogerne, hvor de tog del i den jødiske gudstjeneste (sml. ApG 3,1). De kom sammen i husene og holdt et måltid, som Herren Jesus havde pålagt dem (sml. 1 Kor 11,17 ff; Matt 26,26-28). De læste apostlenes breve op, og de havde fælles undervisning. Men som tiden gik, og de første øjenvidner døde, samlede man det mundtlige materiale, alle de overleveringer, der fandtes om Jesus og hans virke på jorden, og derved opstod Det nye Testamente. Den levende tradition, som fandtes i menighederne rundt omkring, blev holdt fast i ord.

Kirken, den kristne menighed, var til stede, før Det nye Testamente blev til. Bibelen er kirkens bog, fordi den er blevet til i kirkens midte. Den katolske Kirke mener derfor, at man kun kan forstå de kristne skrifter ret, hvis de læses i den ånd, som de er blevet skrevet, og bliver tolket ud fra det liv, der fandtes i de første kristne menigheder. Bibelen er givet til kirken i sin helhed, og derfor er det kirken i sin helhed, som skal fortolke den.

Traditionen er ikke afsluttet og lever videre i menighederne. Til alle tider har traditionen været med til at overlevere og fortolke den kristne tro. Også i fremtiden vil den fortsat videregive den. Denne tradition indeholder alt fra sakramenter til liturgi, embeder, hyrdebreve etc. Traditionen er som sagt en proces. Den er med til at uddybe det kristne budskab. Derved udvikler troen sig. Det er Helligåndens opgave at føre kirken som fællesskab og helhed til en større forståelse af evangeliet. Dog skal man huske:

Traditionen er levende, men har altid sin målestok i Den Hellige Skrift.

Derfor er den katolske opfattelse af troen en helhed af skrift og tradition. De er begge to, hver på sin måde, Guds ord til kirken. Sammen fører de de troende til forståelse og indsigt i Guds vilje.

Læs Bibelen online på bibelselskabet.dk

Kilde: Bragt med tilladelse af katolsk.dk