Troens år

Med sin apostoliske rundskrivelse Porta fidei af 11. oktober 2011 udråbte pave Benedikt XVI Troens år.

Troens år indledes den 11. oktober 2012 – samme dag som 50-årsdagen for åb- ningen af Det andet Vatikankoncil og 20-årsdagen for udgivelsen af Den katol- ske Kirkes Katekismus.

Som katolikker er vi kaldet til – person- ligt og i fællesskab – at værne om troen, bekende troen, fejre troen og vidne om troen.

Under Troens år vil vi som kirke fort- sætte at reflektere over troen og vort liv i troen. Det andet Vatikankoncils doku- menter og erfaringer vil udfordre os til at leve troen som Kirke i verden i dag. Den katolske Kirkes Katekismus lader os trænge dybere ind i forståelsen af troen, så vi kan fejre den i liturgi og gudstjeneste, og dele den med andre.

Troens år afsluttes på Festen for Kristi Konge søndag den 24. november 2013

Billedmeditation i Troens år

Mennesker har brug for fordybelse og inspiration til bøn, og her kan billeder hjælpe os, fordi de taler til vore sanser og til vort hjerte. Kunsten er rig på billeder, der taler til os, og i regi af Kunstkredsen vil jeg gerne sammen med jer lære billederne at kende, tolke dem og derigennem finde inspiration til vor bøn. Mandage: 7/1; 14/1; 21/1; 28/1 kl. 17 -17.45 (før messen) mødes vi i oratoriet (over sakristiet). Vi fordyber os hver gang i kun ét billede og slutter med en bøn. Alle er velkomne til at være med.

Pater Meister

Tro og ikke-katolikker

I anledning af Troens År afholdes et møde d. 10. januar kl. 19.30 i menighedssalen med cand.teol. Leif Vestergaard. Emnet er ”Tro og ikke-katolikker”. Alle er velkomne.

Marianne Schrøder

De økumeniske konciler

Økumeniske konciler (græsk: oikoumene = den beboede verden) er iflg. Helge Clausens ”Katolsk minileksikon” ”Den katolske Kirkes højeste autoritet på jorden: Den lovligt indkaldte forsamling af alle biskopper og visse overhoveder for de store ordener, i indbyrdes forening sammen med paven, som personligt eller ved en delegat præsiderer møderne. Et økumenisk koncil har myndighed til at træffe beslutning om alle forhold indenfor Kirken og kan – sammen med paven, og aldrig uden ham – definere bindende afgørelser inden for tro og moral. Økumeniske konciler indkaldes normalt, når Kirken trues af læremæssige afvigelser eller har behov for indre reform (...) I historiens løb har der været afholdt 21 økumeniske konciler", bl.a. Nicæa I-II, Konstantinopel I-IV, Efesus, Chalcedon, Lateran I-V og Vatikan I.

Det andet Vatikankoncil

Tanken om Det andet Vatikankoncil var pave Johannes XXIII’s personlige indskydelse. Han indkaldte det den 11. oktober 1962 – altså for 50 år siden! Koncilets store betydning og vidtrækkende konsekvenser er grunden til, at vi i år - i ”Troens år” fordyber os i koncilets tekster. Det andet Vatikankoncils tekster består af konstitutioner, dekreter og erklæringer. Konstitutioner handler om Liturgien, om Kirken, om Åbenbaringen, om Kirken i den moderne verden.

Dekreter handler om samfundets meddelelsesmidler, om de orientalske katolske Kirker, om økumeni, om biskoppernes hyrdehverv i Kirken, om præsternes uddannelse, om ordenslivets fornyelse, om lægfolkets apostolat, om præsternes tjeneste og liv og om Kirkens missionsvirksomhed.

Erklæringer handler om den kristne opdragelse, om Kirkens holdning til de ikke- kristne religioner, og om religionsfriheden.

Læs om teksterne på www.katolsk.dk eller bogen ”Det Andet Vatikankoncil”, Ansgarstiftelsens Forlag 1997.

- pater Meister

Fokus på Det andet Vatikankoncil

Et koncil er en kirkelig forsamling, hvor man drøfter teologiske og kirkeretlige emner, der er af stor betydning for kirken – og indgår bindende aftaler med hinanden. Ordet stammer fra latin (concĭlĭu), og betyder et møde, sammenkomst eller råd).

Op igennem kirkens historie har der været mange konciler, hvor vigtige emner som f.eks. forståelsen af Den treenige Gud er blevet drøftet. For knap 50 år siden - den 11. oktober i 1962 - åbnede det koncil, som kaldes ”Det andet Vatikankoncil”. Det koncil fik stor betydning for den måde, vi er kirke og katolikker på i dag, og derfor sætter sognebladet i dette nummer fokus på Det andet Vatikankoncil med en artikel af lektor Oluf Bohn fra vores menighed og et uddrag af to prædikener af pater Meister.

Fornyet livskraft ved Jesus Kristus

Det andet Vatikankoncil blev åbnet med en indledningstale af den daværende pave Johannes 23. Alle katolikker havde spændt ventet på, hvad paven ville sige, fordi det ville angive, hvad konciliet skulle dreje sig om. I en radiotale før åbningen havde paven fremhævet, at alle katolikker skulle søge fornyet livskraft ved Jesus Kristus, og der skulle sættes ind, så Kirken blev ”Kirke for de fattige”, og alle kristne blev genforenet i troen.

I åbningstalen udtrykte paven ønsket om, at den kirkelige fornyelse skulle føre til, at kirken virkelig kunne åbne sig for verden og hjælpe verden til at møde alle de udfordringer, der lå og ventede på en løsning. Jeg vil her fremhæve, hvad jeg selv synes er noget af det vigtigste, som pave Johannes og siden pave Paul 6. med konciliets biskopper vedtog: Lægfolket blev fremhævet, idet konstitutionen om kirken gik ud fra, at vi alle hørte til Guds folk, og at vi skulle vandre i verden og gennem prøvelser og trængsler forkynde evangeliet i nye situationer. Et andet vigtigt dokument drejede sig om splittelsen blandt de kristne, hvor koncilet udtrykte ønsker om en enhed, som skulle skabes med bistand af Gud Helligånd, og samtidig udtalte koncilet de vigtige ord om, at der er frelse for alle troende kristne. Også jøderne blev inddraget, og det blev fremhævet, at jøderne stadig var i pagt med Gud. I forholdet til de ikke kristne blev det fremhævet, at der var meget sandt og godt i disse folkeslags tro og moral, og at det skulle der tages hensyn til, når evangeliet blev forkyndt for dem. I konstitutionen om åbenbaringen blev det for alvor slået fast, at åbenbaringen formidles både ved gerninger og ord i vekselvirkning, og når ord og gerninger lever i os, dannes der traditioner. Således er den Hellige Skrift og traditionen nært forbundne med hinanden, når der leves i sand tro under Helligåndens ledelse. Der kunne fremhæves meget mere fra koncilet, men jeg vil anbefale, at man selv læser teksterne og vil slutte med at citere fra koncilteksten ”Kirken i den moderne verden”:

Helligånden tilbyder ethvert menneske muligheden for at blive forenet med påskens mysterium på en måde, som kun Gud kender.

 

Lektor Oluf Bohn

Kilde: Det Andet Vatikankoncil, 1997. udg. af biskop Martensen og Oluf Bohn.

Åbenbaring – skrift og tradition

En af apostlen Peters store efterfølgere var uden tvivl pave Johannes d. 23. Roncalli og en af kirkens store begivenheder i det 20. århundrede var Det andet Vatikankoncil, der var pave Johannes d. 23. ́s indskydelse og store bidrag til kirkens fornyelse.

I kirken taler vi om kilden til åbenbaring. Det blev der også talt om på koncilet. Koncilets dokument ”Den guddommelige åbenbaring” rækker helt tilbage til reformationen, hvor Martin Luther understregede, at ”skriften alene var menneskets og kirkens rettesnor vor for Gud”. Den katolske Kirke syntes, at det ikke var nok, men at der også fandtes en mundtlig tradition fra apostlenes tid. Den guddommelige åbenbaring havde altså to kilder – både skrift og tradition. Tilblivelsen af dokumentet, som er et at de vigtigste koncilsdokumenter overhovedet, var præget af en heftig strid mellem konservative biskopper og teologer på den ene side og moderne teologer og biskopper på den anden. Resultatet af de lange drøftelser blev et kompromis: Åbenbaringen er i sig selv én og som sådan sammenfattet i selve mennesket Jesus Kristus, der er Guds egentlige sidste Ord til menneskene. Denne ene åbenbaring møder imidlertid menneskene ad forskellige veje - både som skrift og tradition.

Nyt var også, at dokumentet understreger Det gamle Testamentes sammenhæng med Det nye Testamente. For den katolske bibelvidenskab betyder koncilsteksten en stadfæstelse af de bedste tanker og principper, som allerede blev fremført af pave Pius XII i hans berømteste bibelrundskrivelse fra 1943. I en kommentar af biskop Hans Martensen hedder det, at denne konciltekst, som var den mest kontroversielle af alle koncilteksterne, efter koncilet har været fuldstændig ukontroversielt som få andre koncilsdokumenter. Det har været et næsten selvfølgeligt fælles grundlag, som alle katolikker bygger videre på. Vi kan også med taknemmelighed konstatere gode frugter: på bibelvidenskabens område opstår der en stadig større og ofte forbavsende enighed mellem protestanter og katolikker. Det fælles studium af skriften er blevet det faste holdepunkt i alle økumeniske samtaler (vi bruger den samme bibeloversættelse fra 1992), så også her i Danmark kunne mange af de gamle fordomme ryddes af vejen og på verdensplan er man nået til grundlæggende enighed mellem katolikker og lutheranere i tolkningen af retfærdighedslæren – det måske mest kontroversielle af alle spørgsmål på Martin Luthers egen tid.

- pater Meister